23948sdkhjf

Værtshusejer og kødgrossist afviser storsnyd med dyr vin

En værtshusejer tilstår at have fiflet med et par hundrede flasker vin. Anklagen lyder på tusinder af flasker.

Specialanklager Dorte Frandsen fra Bagmandspolitiet har torsdag i Retten i Glostrup indrettet sin anklagerpult på en måde, der mere leder tanker i retning af en julefrokost end et retsmøde med krav om fængsel.

På pulten har hun disket op med tre flasker vin. To af dem er uåbnede, den tredje tom.

Formålet med anretningen er dog ædruelig nok. For Frandsen er anklager i en sag, som handler om netop de flasker vin på hendes bord. Dem og godt 17.000 andre.

På anklagebænken sidder to mænd fra Valby i København. De er kammerater og er anklaget for i stor stil at have sat etiketter fra dyre italienske vine, Amarone og Brunello, på flasker med billig vin fra Spanien.

Det er en overtrædelse af varemærkeloven og en EU-forordning, mener anklagemyndigheden.

Den ene af mændene erkender at have fusket med et par hundrede flasker.

- Folk vil gerne have Brunello, så jeg tænkte, at jeg kunne tjene nogle ekstra penge, fortæller manden, der blandt andet ejer et par værtshuse i Vanløse og på Amager.

Han erkender, at han har købt tusindvis af vine fra Spanien, men han nægter at have fiflet med dem alle. Han fortæller, at han tilsyneladende selv er blevet narret, da han fremstillede de falske etiketter.

- Jeg købte en flaske i Tyskland, som jeg troede var ægte, og lavede en kopi af den. Men den var åbenbart falsk, lyder det fra værtshusejeren.

En af Brunelloerne er den tomme flaske, som Dorte Frandsen har medbragt. Et trænet øje vil straks se, at der tale om urent trav. Etiketten sidder skævt og ser ved nærmere inspektion ikke professionelt lavet ud.

Den anden mand i sagen erkender at have solgt et antal vine, men han vidste ikke, at de var falske. Han købte vinene af en person, som kunne skaffe et billigt parti, fordi det indeholdt ødelagte flasker og flasker, der var spildt ud over.

Overordnet nægter han sig derfor skyldig.

Han ejer sammen med en forretningspartner et kødgrossistfirma, og den forretning har ifølge ham lidt under den lange sagsbehandling hos Bagmandspolitiet - sagen blev anmeldt tilbage i foråret 2015.

- Vi har mistet kunder, og det har været rigtig hårdt, så nu ser jeg bare frem til at få en afslutning på det, fortæller kødgrossisten til Ritzau i en pause uden for retsbygningen.

Flere vidner skal afhøres om detaljer i sagen, og først fredag forventes der at kunne afsiges dom.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095